Drømmer du om et sommerhus, hvor du kan slappe af og lade op?
Vi hjælper dig med at gøre drømmen til virkelighed

Det er typisk i foråret, at sommerhusmarkedet vågner op, og drømmen om en rolig oase med duften af dugvådt græs, kaffe på terrassen og ægte nærvær med dem, vi holder af, fylder for mange.
At købe sommerhus er en større investering for de fleste, og der er en række overvejelser, det er klogt at gøre sig, inden man sætter sin underskrift på et charmerende bindingsværkshus i skoven eller en familieoase nær vandet.
Vi har samlet en række ting, du skal tænke over, inden du sætter din underskrift på en købsaftale.
Beliggenheden er den faktor, der har størst indflydelse på sommerhusets pris. Det er derfor vigtigt at gøre op med sig selv, om man helst vil have et mindre hus i et mondænt område eller drømmer om et stort hus og en grund med plads til masser af familie og venner – mod at det måske ligger et mindre attraktivt sted.
Skal det være tæt på vandet, i skoven eller nær byen?
Hvor langt vil du køre for at komme dertil?
Hvilke faciliteter – indkøbsmuligheder, badestrand, udflugtsmuligheder m.m. - skal der være i området?
Én ting er omgivelserne, noget andet er selve huset.
Drømmer du om et ældre, charmerende hus med historie, hvor tingene gerne må være primitive, eller er du mere til et moderne hus med opvaskemaskine, internetforbindelse og vaskemaskine? Måske er der behov for at kunne have overnattende gæster indimellem.
Det er også en god idé at tænke over, hvor meget tid, man vil investere i at vedligeholde og renovere huset. Hvis man mest af alt drømmer om at kunne koble fuldstændigt af, når man rammer sommerhuset, er det vigtigt, at tiden ikke skal gå med at male udhæng og lave småreparationer, når man er der.
Et sommerhus kan finansieres med en blanding af realkreditlån, banklån og udbetaling. Derudover er det vigtigt at tage højde for transportudgifter til og fra huset og behovet for renovering og vedligeholdelse.
Realkreditlån: Du kan finansiere op til 75 procent af købsprisen med et realkreditlån.
Banklån eller opsparing: De sidste 25 procent skal komme fra enten opsparing, friværdi i din helårsbolig eller et banklån.
Udbetaling: Minimum 5 procent af købsprisen plus handelsomkostninger, der skal betales kontant.
Valget af lån handler ikke kun om beløbets størrelse, men også om din risikovillighed i forhold til at vælge fast eller variabel rente – og om din samlede økonomi.
Fast rente: Tryghed i hele lånets løbetid, uanset hvordan renten udvikler sig.
Variabel rente: Lavere rente her og nu, men risiko for rentestigninger. Du kan vælge forskellige rentebindingsperioder, fx F3 eller F5.
Udover lånet er der naturligvis også andre omkostninger ved at eje et sommerhus.
Du skal tage højde for:
- Ejendomsskat og forsikring
- Vedligeholdelse
- Forbrugsudgifter (el, vand, varme)
- Transportudgifter til og fra huset.
Er du interesseret i at leje huset ud, når du ikke selv bruger huset?
Udlejning kan være en god måde at dække nogle af udgifterne. Når du udlejer dit sommerhus, skal du betale skat af indtægten. Udlejningen er fradragsberettiget. Det betyder, at du kan trække ét af følgende fradrag fra din indtægt:
- Bundfradrag
- Regnskabsmæssige fradrag
Læs mere om de skattemæssige konsekvenser på: Udlejning af sommerhus og din skat | skat.dk
Hvad koster det at låne
Har du fundet et hus, du vil byde på? Eller vil du bare have en fornemmelse af, hvad det koster at låne fx 700.000 kr.? Så prøv vores beregner, hvor du får svar, så snart du har indtastet pris og udbetaling. Og husk, at der er mange finansieringsmuligheder, så tag gerne os med på råd.

Vi er her for at gøre dine boligdrømme til virkelighed
Vi hjælper dig med at indfri dine store drømme, håndtere livets uventede drejninger og alt det midt imellem. Vi tager udgangspunkt i din situation - ikke hvilken kasse du passer i.

Heidi Nordquist, boligansvarlig i Fynske Bank